23948sdkhjf

Millionsag om fusk med slikhandel udsættes igen

For anden gang må Retten i Hillerød skubbe straffesag om svindel for i alt 21,9 millioner kroner.
En straffesag om svindel for millioner med slikafgifter udsættes torsdag i Retten i Hillerød, fordi den ene af to tiltalte mænd er blevet syg.

- Han er gået ned med en depression, siger hans forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen.

Den 37-årige, der af Frederiksborg Amts Avis er blevet kaldt "Slikfuskeren fra Harløse", anklages for at have snydt statskassen for godt 22 millioner kroner i afgifter på chokolade- og sukkervarer.

Det er anden gang, at sagen udsættes. Ifølge den oprindelige plan skulle sagen have været afgjort i sommer.

David Yüksel drev for eksempel selskabet House of Candy ApS. og var en stor grossist på slikmarkedet.

Blandt andet i Fagbladet har han været genstand for jævnlig omtale. Det skyldes især, at flere rumænske ansatte, der pakkede slik og renoverede chefens ejendom, ifølge 3F blev underbetalt groft.

I en verserende civil retssag mod David Yüksel og flere af hans selskaber kræver 3F således mere end fem millioner kroner, som de ansatte angiveligt blev snydt for. I første omgang sagde byretten ja til det halve beløb.

I straffesagen i Hillerød nægter Yüksel og den medtiltalte, der en overgang var direktør, sig skyldige.

Eks-direktøren anklages for svindel for godt fem millioner kroner. Han, der bor i Tyskland og får bistand af en tysk tolk i torsdagens retsmøde, har altså rejst forgæves til Nordsjælland.

Nu ser det ud til, at sagen kan behandles over tre dage i oktober og yderligere to dage i januar.

I retslokalet er der ærgrelse hele vejen rundt på grund af udsættelsen.

- Det er ikke, fordi min klient ikke ønsker at møde, siger advokat Michael Juul Eriksen.

- Så vil jeg ønske hr. Yüksel god bedring, siger retsformanden, dommer Kristian Lind Jensen. Han konstaterer, at den tiltalte har lovligt forfald.

I flere sager har anklagemyndigheden rejst tiltale mod forretningsmænd i den søde verden.

Således tager Østre Landsret i den kommende uge fat på sagen mod en mand fra Slagelse, der importerede slik fra Sverige.

Byretten i Næstved idømte ham i januar fængsel i fem år. Han har anket dommen om moms- og afgiftssvindel for cirka 37 millioner til frifindelse.

Desuden skal landsretten senere vurdere sagen mod to brødre fra Korsør.

De blev i sommer straffet med tre og to års fængsel for blandt andet unddragelse af chokoladeafgift, fusk med pantmærker og for momssvindel. Også den byretsdom er anket.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073